Grønningen 25
1270 København K
Tlf. 33 63 09 00
Fax 33 63 09 29

25. juni 2009

Nyopførte storbyboliger skaber liv i nordvestkvarteret

Midt i en bolig- og finanskrise er det lykkedes at udleje næsten alle de 50 nyopførte lejligheder i bebyggelsen Lygtens Have på grænsen mellem nordvestkvarteret og ydre Nørrebro. Succesen er skabt ved at kombinere en attraktiv pris med forståelsen for det moderne storbymenneskes behov og ønsker.

Et halvt hundrede nyopførte storbyboliger i bebyggelsen Lygtens Have i Københavns nordvestkvarter er beviset for, at hvis prisen og varen er den rigtige, er det stadig muligt at skabe en boligsucces. Endnu inden den sidste lejlighed er færdigbygget, er projektet tæt på at være fuldt udlejet.

Lejlighederne i Lygtens Have er bygget med vægt på lysindfald og rummelighed. Lejlighederne fra 2. sal og opefter er som noget ret enestående udstyret med altaner til begge sider, så beboerne er sikret masser af dagslys gennem de fleste af døgnets lyse timer. De store gulv-til-loft vinduer med udsyn til byen understreger, at boligerne er skræddersyede til mennesker, der holder af bylivet og storbyens rum.

Ejendommen ligger på Bisiddervej 31-39, på hjørnet til den stærkt trafikerede og livlige Lygten, meget tæt på Lersøparken, Bispebjerg Station og ikke mindst Nørrebro Bycenter. Shopping-mulighederne understreges af, at stueetagen i ejendommen bl.a. huser supermarkedet Lidl.

Beboerne i Lygtens Have er få minutters cykeltur fra oplevelserne i København City, og få minutters gang fra caféer, offentlig transport og afslapning i en grøn park. Alle storbylivets facetter folder sig ud i dette livlige kvarter, som egentlig tilhører Københavns nordvestkvarter, men reelt kan kaldes ydre Nørrebro. Et kvarter med masser af unge, studerende, børnefamilier, bohemer og kulturer.

Næsten fuldt udlejet

De meget attraktive, moderne storbyboliger er tegnet af Hvidt & Mølgaard. Byggeriet var godt i gang, da udvikleren fik problemer. Projektet blev derfor købt af M. Goldschmidt Ejendomme A/S i september sidste år, og selskabet har siden for egen regning fuldført byggeriet.

Håndværkerne har haft travlt med at fuldføre de 50 nye lejligheder i Lygtens Have, alt imens udlejningen blev skudt i gang i november 2008. I skrivende stund er der blot en god håndfuld af lejlighederne tilbage – resten er allerede udlejet til et godt miks af nye beboere. De første beboere flyttede ind i februar, og de sidste lejligheder er indflytningsparate om meget kort tid.

”Til trods for et meget vanskeligt boligmarked, har vi altså i løbet af kort tid udlejet stort set alle de nye lejligheder. Det skyldes sandsynligvis, at vi har fastsat den rigtige pris, hvor vi tager cirka 1200 kr. pr. kvadratmeter i leje pr. år. Prisen varierer efter den enkelte lejligheds placering og størrelse,” forklarer Mads Jarlshøi fra M. Goldschmidt Ejendomme A/S.

Lejlighederne i Lygtens Have varierer meget i størrelse. De mindste er 2-værelses på cirka 80 kvadratmeter, mens de største er 5-værelses på cirka 134 kvadratmeter. Dertil kommer, at hele ti af lejlighederne er udstyret med en tagterrasse. Enkelte terrasser er på helt op til 100 kvadratmeter, så der er alle muligheder for at nyde en varm sommeraften i storbyens hjerte, omgivet af liv og aktiviteter.

Kvalitet i indretningen

Alle lejligheder har fordelingsentré med indbygget garderobeskab, badeværelse og et stort køkken/alrum. Til lejlighederne på 2.-5. sal er der mindst to store, private altaner, med glasbrystning og træplanker. Altanerne er placeret mod henholdsvis øst og vest, så både morgen- og aftensolen kan nydes. Lejlighederne på 1. sal har alle private terrassehaver mod øst, med udgang fra køkken/alrummet. Og den lille terrassehave mod vest giver mulighed for også at nyde aftensolen.

Lejlighederne har endvidere store, lækre garderobeskabe og let adgang til de tekniske installationer. Ved hjælp af et moderne krydsfelt i lejligheden kan beboerne selv vælge, om stikkene i lejlighedens rum skal benyttes til telefon, internet eller tv. Man slipper altså for at trække ledninger på kryds og tværs i lejligheden. Ejendommen har desuden alle moderne faciliteter: Dørtelefon, aflåst parkeringskælder, elevator, depotrum i kælder og fjernvarme.

Kvaliteten i indretningen går ned til mindste detalje. Badeværelserne har gulvvarme, opmuret bruseniche, væghængt toilet med skjult cisterne, samt installationer til vaskemaskine/tørretumbler. Køkkenerne har under- og overskabe med indbygget emhætte med næsten støjfrit centralt sug, keramisk kogeplade, indbygningsovn, integreret opvaskemaskine samt køle/frys, alt sammen leveret af Siemens.

Tilfredse beboere

Lygtens Have er allerede ved at få sin egen identitet, skabt af de nye beboere. Her bor unge par, børnefamilier, enlige mænd og kvinder, enlige mødre og fædre, studerende, jyske tilflyttere og i det hele taget mennesker med behov for en velfungerende base i form af et godt hjem.

Blandt ejendommens første beboere er det dansk-tyske par Lilian og Helge Anschütz, som tidligere boede til leje i en mindre lejlighed på Østerbro. De er nu flyttet ind i en 3-værelses på 90 kvadratmeter.

”For os var det vigtigt at flytte til noget nyt. Vi var trætte af utætte vinduer og problemer, og samtidig ville vi bevare vores frihed ved at bo til leje. Flere af vores venner bor her i kvarteret, og jeg kan gå til fitness lige rundt om hjørnet. Det her er et sted, der passer perfekt til vores livsstil. Jeg er sikker på, vi bliver boende i mindst tre-fire år, til vi engang har råd til at købe hus,” siger Lilian Anschütz.

Lygtens Have har fået sit navn, fordi beboelsen også rummer et stort haveanlæg i den indre gård. Her begynder anlægsarbejdet til sommer, og når haven er færdig, får beboerne via en lukket trappebro adgang til fællesarealerne med udeliv og frisk luft, tilbagetrukket fra gaderne. Beboerne vil også kunne leje en fast P-plads i kælderen, og der er elevatorer til alle etager.

I en af elevatorerne møder vi en anden beboer, Ulrik Erdland, som har favnen fuld af grønsager i en gul netto-indkøbspose. For ham har mødet med kvarteret været en god oplevelse.

”Lejlighederne er med de store vinduer åbne og lyse. I starten var jeg en smule skeptisk over for kvarteret, fordi man hører så meget negativt om Nørrebro, men det har jeg slet ikke mærket noget til. Jeg er blevet meget positivt overrasket. Det er faktisk et stille og roligt kvarter med mange unge mennesker og et virkeligt godt byliv. Jeg er storbymenneske, så det er lige mig,” siger Ulrik Erdland.

Lygtens Have består af i alt 50 nye lejligheder, der er indrettet med vægten på lysindfald og åbenhed mod omverdenen. Moderne storbyboliger til familier i alle aldre. (Modelfoto: Peter Nørby)

Blandt de første beboere i Lygtens Have er det dansk-tyske par Lilian og Helge Anschütz, som tidligere boede til leje i en mindre lejlighed på Østerbro. De er nu flyttet ind i en 3-værelses på 90 kvadratmeter. (Foto: Peter Nørby)

Ulrik Erdland er glad for sin lejlighed i Lygtens Have, fordi den er en perfekt ramme om livet som storbymenneske – også når indkøbet skal ordnes på vej hjem fra arbejdet. (Foto: Peter Nørby)

Hver lejlighed på 2.-5. sal i beboelsen er udstyret med mindst to private altaner. (Foto: Peter Nørby)

Boligerne i Lygtens Have er tegnet af Hvidt & Mølgaard. De mindste er 2-værelses på cirka 80 kvadratmeter, mens de største er 5-værelses på cirka 134 kvadratmeter. (Modelfoto: Peter Nørby)

25. juni 2009

Med venlig hilsen

M. Goldschmidt Holding A/S

Øvrige nyheder

Tilbage til oversigt