14. december 2009
Danmarkshistoriens største tvangsauktion har fundet sin afklaring
- M. Goldschmidt Koncernen og BRFkredit har netop indgået købsaftale om Klosterparken
- Købet af Klosterparken i Ringsted omfatter 310 ejerlejligheder nyopført i 2006 på et samlet grundareal på 223.000m2 og omfattende 27.000 etagemeter bolig
Ejeren af M. Goldschmidt Koncernen, Mikael Goldschmidt, udtaler: ”I den verserende tvangsauktion over Klosterparken så vi en meget interessant investeringsmulighed, og vi har derfor fulgt ejendommen det seneste års tid. Købet af Klosterparken vil bidrage med positiv drift efter finansiering fra 1. dag. På den korte bane har vi valgt at anskue ejendommen som en udlejningsejendom, men er meget bevidste om det yderligere potentiale, der ligger i ejendommen, når ejerlejlighedsmarkedet igen normaliseres, hvilket bl.a. har været hovedmotivationen bag købet. Vi har efter vores overtagelse omgående igangsat initiativer til at forbedre ejendommens nuværende forhold og hurtigt distancere ejendommen fra det vakuum, der naturligt har været som en konsekvens af den tidligere ejers konkurs. Vi har derfor med omgående virkning igangsat følgende initiativer til forbedring og færdiggørelse af bl.a. fælles, rekreative arealer: Opførelse af legepladser, boldbaner, beplantninger, vej- og stianlæg samt etablering af en udendørs swimmingpool, såfremt tilladelser opnås til sidstnævnte. Det vil alt sammen blive til gavn for eksisterende og nye lejere i ejendomskomplekset. Endvidere har vi igangsat de håndværksmæssige aktiviteter, der skal løfte ejendommen op i det niveau, der er kendetegnende for den høje ejendomsstandard i M. Goldschmidt koncernen.”
Klosterparken overtages straks (pr. 1. december 2009) og købsprisen udgør 375 mio. kroner.
M. Goldschmidt koncernens erhvervelse af Klosterparken sker i forlængelse af en lang række attraktive ejendomsopkøb, som siden 1. januar har resulteret i en samlet overtagelse af 35 ejendomme og ejendomskomplekser. Hele vor organisations kompetence er gearet til hurtigt og effektivt at overtage både veldrevne og mindre velfungerende ejendomme og hurtigt at effektivisere og systematisere disse efter vor overtagelse. Mikael Goldschmidt udtaler i den forbindelse: ”Det er min umiddelbare opfattelse, at vi for det kommende år vil have mulighed for at gennemføre attraktive opkøb, og vi har derfor på forkant ”mandet op” og gearet hele vores organisation til på en dynamisk måde at håndtere disse overtagelser og være ”vakse ved havelågen” og prøve at undgå de allerdårligste forretninger.”
Nyhedsservice
Tilmelding - Nyheder fra koncernenVentelister
Tilmelding - LejeboligerTilmelding - Erhvervslejemål

